Marius Marslew´s memoirer, håndskrevet  i flere eksemplarer,

                        hver på 5 ark foliopapir - da han var 82 år gammel

                        Han fremsagde dem den 11/2 1958 ved Kallas 70 års dag i Sundparken

                                                                                  

                                  

             Mine livserindringer - og lidt spøg                         

           

Den gamle ville jeg skulle landmand være,

men jeg betakkede mig for den ære.

Alligevel blev jeg sendt til en gård,

hvor man landmands-visdom får.

Der lærte jeg kun at strø møg,

og at det er et beskidt arbejde, føj,

Maden var den rene hundeæde,

mixet sammen af nyfødte kalve spæde.

Kaffen det rene cikorie;

uha, en slemme historie.

 

Jeg prøvede selv at bonde være,

men heller ikke dertil duede min lille pære.

Så tænkte jeg: Nej, hov:

Nu lægger vi om på en anden bov.

For det kunne jo hænde,

jeg hellere med bøssen ville rende.

Det ville nok være mere sjov,

end gå bag harve og plov.

Om aftenen var man mægtig træt,

af maden blev man aldrig mæt.

 

Så blev jeg forst-elev;

det var nu også et slæv.

Hugge træer, save og kløve

løs på gamle Danmarks bøge.

I fire år var jeg med på den spas,

men aldrig fik jeg en skovfoged-plads.

Et år jeg lærte hos staten:

men det var dog som ”saten”,

Nej, så bandte jeg: "Nu rejser jeg af landet,

langt bort over vandet.

Så kan I have det så godt,

I må ikke tro, jeg er en Per Tot".

 

Jeg satte mig ned og tænkte,

et sted må der være, hvor jeg kan mig bænke.

Jeg blev altså først fasaneri-elev, herligt.

Nu kunne jeg med bøssen rende frit,

jage i skov og på sø,

til alt vildt jeg skød,

harer, høns og fasaner –

samt til alle skævbenede flaner.

Jeg elsked dem alle i flæng,

dog uden med dem at gå i seng.

Jah, der sidder mange gamle piger,

og tænker på de herlige tider.

Ak ja. Det var den gang

man kunne gøre dem møre med en sang.

 

Omsider blev jeg af danske piger mæt,

og af gamle Danmark træt.

Endelig engang var jeg resolut;

og det har jeg aldrig fortrudt.

Sejled op til Norges land,

desværre kun i det bare vand.

Deri godt kunne være lidt cognac.

dertil ville jeg sagt mange tak.

 

Nå! Da jeg langt om længe nåede derop,

blev der til maskinen slået ”Stop”.

En herre ønsked at gå i land,

sa’ den gamle skippermand.

Så blev sejlene rebet,

og jeg op af lasten hevet.

med alt mit kluns

ud i en gammel kasserolle uden spuns.

Jeg troede for resten

at jeg var havnet i vilde vesten.

Jeg havde ventet

at man mig havde hentet!

Men ikke så meget som et flag

jeg så den hele dag.

 

Da jeg af kasserollen blev losset ud,

fik jeg over hele kroppen gåsehud.

Ud i det bare pladder og vand

måtte jeg vade iland.

Nu syntes jeg det kunne være nok,

men kommen på vejen op

fik jeg et extra chok.

 

Nemlig: På vejen en jente lå.

Forbløffet stod jeg og på hende så.

Hun var tabt bag af en vogn,

og hest og vogn forsvandt i skov’n.

Jenten var meget sød, hvid og rød;

straks blev jeg om hjertet blød.

Men da jeg ville samle hende op,

skreg hun: Nej, holdt, stop.

En dansker, uha nej,

ham vil da aldrig jeg

med en ildtang røre.

Men nu skal I bare høre:

 

Vi talte roligt om tingene;

jeg jenten som husholder tingede.

Og det gik jo meget godt;

i skolehuset boede vi flot.

Havde det dejligt sammen,

altid i fryd og gammen.

Men så en dag hun kom

og spurgte mig om

jeg kunne skaffe hende et andet navn?

som forhåbentlig ville være til hendes gavn.

Jeg sa’: Jamen du Kalla

vi kan dig jo Marslew kalla!

Det syntes hun var et yndigt navn,

som samtidig eliminerede et savn.

Nå, vi blev enige om at konsultere præsten,

og han ordnede så resten.

 

Nogen tid gik i sus og dus.

Men pludselig vågnede jeg op af min rus.

En dag hun sa’: ”Hør nu her, dit skarn !!

Jeg skal jo ha’ et barn !! ”

Nå ja, det er da ikke så slemt,

det ordner jordemoren meget nemt.

 

Men det var altså nummer jen;

jeg så med skepsis til fremtid’n.

Og det var nok med god grund,

for Mutter var altid rund.

Og som tiden gik,

vi utallige unger fik.

Da hun havde skaffet mig en halv snes på halsen,

tænkte jeg stærkt på at gå på valsen.

Men så var hun der: Du kan slet ikke gå bort – din lille abort,

har du ikke mig, kommer du bare til kort.

Og det måtte jeg jo indrømme,

da tankerne begyndte at strømme.

 

Nå, vi ser lidt tilbage,

det kan vel aldrig skade:

En dag måtte jeg for livet springe

for hos købmanden at ringe

efter den lokale jordemor,

samt efter svigermor.

Kommen hjem igen var ungen arriveret;

tænk, jeg blev ikke spor altereret.

Blev modtaget med et skrig,

jeg sa’: Åh, må jeg være fri.

Jeg ringede til søster Ellen, den jåle,

hun kunne mig ikke tåle.

Jeg regnede med en lykønskning,

men regningen gjorde hurtigt omkring.

Ordene ud af hende fossede:

”Ja, I er skruptossede”.

Derpå lagde hun røret ned;

så kunne jeg gå med den besked.

 

Nå, alting skal jo have en ende:

derfor vil jeg nu bekende:

At Mor og jeg har haft det godt sammen,

selv om det ikke altid var i fryd og gammen.

Hun pusler om mig som om et lille barn,

som hun tager kærligt til sin barm.

Sørger for, at jeg kommer i bad;

derfor er jeg selvfølgelig glad.

Laver mægtig god mad,

hun ved jeg er en lækkersulten rad,

der kan lide søde sager,

syltetøj og bløde lagkager.

Syltede blommer og pærer,

jeg med glæde fortærer.

 

Nå, vore unger har jo alle artet sig vel,

næsten som det kunne være mig sæl.

En blev prokurist,

og det er ganske vist.

Han gør i møbler af træ,

og det anses for et mægtigt præ.

En blev i telefonhuset assistent,

og det er jo ikke altid så nemt.

Når telefonen summer,

stikker han bare ud et forkert nummer.

En blev maler,

op og ned ad væggene han hvidtekosten haler.

En blev kok.

Men det siges, han har fået mad nok.

En blev maskinmester,

men derfor han ikke mere fester.

En under krigen forsvandt.

Aldrig så meget som en knap man af ham fandt.

En herser med rekrutter;

ak, ak, arme kanutter.

Alle har de fruer,

som med krabasken truer.

Vore tre piger  fandt hver sin mand og lykke

for med dem deri at neddykke.

 

Men nu skal du, Mor, have tak for ungerne dine,

håber vi endnu længe må glæde hos dem finde.

Og til mange gode slag kort

må vi til dem komme bort.

 

Og nu vil vi glassene fylde,

for nu skal vi vor gamle, unge mor hylde.

Vi siger dig tak for alt dit slid og slæb,

altid hang du i med klør og næb,

for den tålmodighed du viste

vil vi alle dig prise.

For alt hvad du i kærlighed har slidt,

sammenlagt blev det til ikke så lidt.

Men når vi spiller kort vil du hellere snakke;

nu synes jeg du skulle ta’ og bakke.

Men vi gi’r vor mor et tre gange hurra,

Hurra, hurra, hurra. Tak, det var bra !

                             

                                                     Marius, rimsmed