Jeg blev født den 17. marts 1833. – I min bedstefars hus fik jeg så at sige min første undervisning af bedstemor, der var bekjendt i omegnen for sin dygtighed til at læse, og som næsten bestandig havde småbørn hos sig fra fremmede, hvilke hun skulle oplære i stavning og læsning.

Lysten til at læse var i begyndelsen meget stærk hos mig, så jeg med mine 5 år kunne læse med en frejdighed efter den tids fordringer, og 6 år gammel kunne jeg ikke blot Luthers katekismus, men også en del salmer, og bedstefar talte bestandig om, at han glædede sig i tanken om at se mig som lærer engang.

Men min far kom nu i trykkende kår, og vi, børnene, måtte nu bestandig være i arbejde hjemme i vintertiden og om sommeren borte på gjætning, og dette bevirkede nu stillestand i min fremgang.

Desuden stod skolevæsenet på et ret dårligt trin, så når jeg på en eller anden måde fik besøgt skolen, var det til så godt som ingen nytte, thi undervisningen bestod af udenadslæsning og opramsen af udenadlærte stykker, hvilket jeg altsammen kunne så godt hjemmefra.

Men jeg kunne tælle mine fingre, så jeg måtte derfor de dage, jeg var i skolen, bestandig holde på at læse med de andre børn. Skrivning lærte jeg også meget lidt af, thi jeg havde som oftest intet papir, men når jeg undertiden fik fat på et ark papir, brugte jeg vistnok flid.

Retskrivning og stiløvelser var der ikke engang tale om, thi derpå forstod læreren sig lige så lidt som katten på salt, som ordsproget lyder.

Regning begyndte jeg vistnok med, men sluttede snart igen, dels fordi læreren aldrig kunne anskueliggøre det mindste, men bare lod os opsætte stykkerne efter “Odens regnebog”, og som oftest opsnappede vi også med det samme, vi opsatte stykkerne, fasiterne og skrev dem under siden, hvilke altsammen blev taget for “god fisk”.

Og dels på grund af at far sagde, at det var bare tøv at jeg, en fattig husmandsgut, skulle lære at regne; thi jeg kom vist aldrig nogen sinde til at blive hverken handelsmand eller noget lignende, der kunne trænge til regning; thi en arbejdsmand, som jeg måtte blive, behøvede ikke at kunne regne, mente han. Alligevel drev mor på, så at jeg lærte de 4 specier i ubenævnte tal før min konfirmation.

Således gik da min skoletid, den kostbare skoletid, spildt for mig.

14 ar gammel blev jeg konfirmeret med vidnesbyrd om “meget gode kundskaber og forhold”, og det bevirkede, at jeg de første 3 år efter min konfirmation næsten bestandig var borte og lærte småbørn at læse, så jeg derved fortjente mig føde og klæder.

I den tid øvede jeg mig også lidt selv både i skrivning og regning, men læsning var dog den kæphest jeg red, så at hvor jeg kunne få fat på bøger, læste jeg, og kunne med troskab fortælle det hele for andre folk, hvilket satte mig i anseelse hos folket, som syntes, at jeg var en svært gjild kar.

Den tid, jeg læste mest, var et halvt år, jeg var hos lensmand Gravrok og læste med hans børn; thi dér manglede der ikke på bøger af alle slags, hvilket jeg også flittigt benyttede.

Fra mit 18. til mit 20. år gik jeg i skomagerlære, og fortalte da også ofte om aftningerne, når arbejdsfolket kom ind, små historier, som jeg havde lært den gang, jeg holdt skole

Fra mit 20. til mit 26. ar arbejdede jeg som skomager om vinteren og med landarbejde om sommeren, og om vinteren 1859 kaldtes atter til live den nu næsten udslukte gnist af trang efter at lære såpas, at bedstefars ønske skulle virkeliggjøres.

Jeg rejste da til Trondhjem en søndag – efter at den tanke en nat kom over mig, at jeg skulle blive lærer – for at købe mig en del bøger, og jeg nød da om vinteren 2 timers ekstraundervisning om ugen.

Høsten 59 kom jeg på Melhus faste skole hos Qvam, som da havde bemyndigelse til at tage lærerlærlinge til uddannelse.

Lærerkurset var bestemt til 40 uger fordelt på 2 vintre. Om våren 1861 udgik jeg derfra, med udmærkede anbefalinger. Om høsten fik jeg ansættelse som konstitueret lærer i 7. og 8. skolkreds i Melhus, hvilken post jeg bestyrede i 1½ år.

Om vinteren 63 fortsatte jeg med min læsning i de almindelige skolefag i den tanke at rejse til Klæbo seminarium 15. august samme år og om muligt koncurrere om en plads i 2. klasse.

Examen havde det udfald, at jeg og een til blev optaget i 2. klasse. Jeg forblev da ved seminariet til dimissionsexamen 15. juli 1864. Jeg blev da dimitteret med vidnesbyrd om “gode evner forenet med megen lærelyst” og hovedkarakteren “meget duelig”.

Jeg fik ansættelse som lærer i Salsbrugets og Elvelandets skolekredse i Fosnæs. – Jeg blev gift i våren 68, og fik i tidens løb 13 børn.

Nar jeg nu står i mine manddomsår og skuer tilbage på min ungdomstid, og ser på de mange omvæltninger og forskellige livsstillinger, hvori jeg har været, så må jeg sige, at jeg er blevet forsøgt i alt, og ved betragtningen af både min ydre og min indre livsførelse, må jeg istemme:

“Min sjæl, lov herren og glem ikke noget af alle hans velgerninger.”

Ole Trondsen Rønning, skolelærer